Næsten voksen

[Philippe af Neaune]

De havde tilbragt stort set hver dag i fire år sammen og tanken om at skilles nu, lige før en krig, var heller ikke uden uro for Phil. Han tog en indånding, men rystede på hovedet.

"Ikke, hvis ikke Hans Majestæt befaler det," konstaterede han. Udover at han ikke havde smag for krig, så var argumentet: "Jeg har allerede været væk fra Neaune alt for længe."

Først rundrejsen, nu Elyots sidste tid som væbner. Han forsømte sit len og han vidste det. Sit len og sin familie.

[Elyot af Falanie]

Elyot klemte læberne lidt sammen og var et øjeblik fristet til selv at forsøge at befale det. Han vidste dog godt at det var barnligt og at han måtte stå på egne ben.

"De har da været ofte nordpå, Deres Nåde. Og nu hvor der er ro på hasneanerne? Jeg vil ikke mene De har overset Deres len."

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede svagt over Elyot og var ikke fuldkommen blind for, hvad der lå bag. Han rystede dog lidt på hovedet. Sidst han havde været der, havde været i juli og det var blot en enkelt overnatning.

"Lenet klarer sig nogen tid uden mig," medgav han. "Men det er tid, når du er færdig," konstaterede han. Han havde ikke set sine børn og sin hustru i et år til den tid.

[Elyot af Falanie]

Elyot sank og nikkede. Han skulle ikke diskutere med sin ridder. Ikke nu. Han måtte kræve at Philippe opholdt sig tættere ved hoffet når han blev ældre, give ham en rolle omkring paladset. Det var ikke hans plads endnu.

"Som De ønsker, Deres Nåde," svarede han med et let buk.

[Philippe af Neaune]

Der var meget få ting, som Philippe nogensinde havde ønsket, som han reelt havde fået. Alt havde måske været anderledes, hvis han ikke havde været arving, men det var ikke tiden til at spekulere over, hvad kunne have været.

"Lad os tage en runde mere," konstaterede han blot, selvom det ikke var et forslag. Han sagde heller ikke højt, at han også ville ønske, at Elyot ikke drog i krig.

[Elyot af Falanie]

Elyot kunne også godt se en verden for sig, hvor han ikke var arving. Det kunne han dog aldrig i sit liv finde på at sige til Philippe, som var en af de mest ordentlige mennesker han kendte.

"Ja, selvfølgelig," medgav han og rankede sig. Han greb sit træningsværd og kastede sig ud i det.

Lukket?