Næsten voksen

[Elyot af Falanie]

Elyot var så tæt på at være en voksen mand. Ridder af Falanie, såvel som kronprins. Naturligvis kom titlen som ridder og statussen som voksen med en hel del ansvar og et bryllup med Frieda af Hasnea, men det kom også med frihed og den så han meget frem til. Han så dog efterhånden mindre og mindre frem til at miste den mentor han havde fundet i Philippe af Neaune. I starten havde han været dybt utilfreds med hans faders valg af ridder. Nu vidste han ikke rigtig hvordan han skulle klare sig uden den udpræget moralske baron fra norden.



Han behøvede dog ikke finde ud af det lige nu. Tydeligvis, for han stod med et træningssværd i hånden, lige overfor netop Philippe, afventende den næste runde.

[Philippe af Neaune]

Philippe havde i høj grad haft sine kampe med kronprinsen, men nu nærmede det sig enden og det var alligevel blevet en lettere vemodig affære. Den store dreng var blevet til en ung mand og i stille sind tænkte Philippe, at han en dag ville glædes over at kalde Elyot for sin konge.

Det sagde han dog ikke højt, men igangsatte blot endnu en træningsrunde - der endte med at hans eget sværd faldt til jorden. Tilfredshed gled over hans træk og han nikkede. "Godt arbejde," roste han.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde ingen anelse om, at hans ridderherre nærede den form for tiltro til ham. Det var nok bedst. Hans ego var rigeligt i størrelsen i forvejen og havde intet behov for yderligere at blive pustet op. Det hjalp ellers på sagen, da han vandt træningsrunden. Han bøjede sig selvfølgeligt ned og samlede sin ridderherres sværd op, før han bukkede for ham.

"Tak," svarede han, en let glød i ansigtet, som ikke kun var anstrengelse, men også stolthed. "Er der nogen forbedringspunkter?"

[Philippe af Neaune]

Nogle ridderes stolthed ville lide under det, men for Philippe var det positivt, at hans væbner var nået dertil. Han tog imod sværdet og rankede sig lidt. Rullede med den ene skulder.

"Jeg tror, at vi kalder det en god indsats i dag," konstaterede han. Der var altid plads til forbedring, men nogle gange var det ikke nødvendigt. "Du er ved at være klar til at stå alene. Er du enig?"

[Elyot af Falanie]

Elyot rankede sig også og nikkede let. God indsats. Han kunne mærke en lille, glødende stolthed i hjertet, der voksede over spørgsmålet.

"Jo, Deres Nåde," medgav han og forsøgte at være ydmyg, men ærlig. "Men jeg har et par måneder endnu."

[Philippe af Neaune]

Det var et godt svar og Philippe brummede lidt i bekræftelse. "Naturligvis," medgav han og gjorde tegn til en vandpause. Da de havde drukket, så han på Elyot igen.

"Er der noget særligt, du tænker, at vi skal fokusere på?"

[Elyot af Falanie]

Elyot drak tørstig og fyldte kroppen med en del af den væske han havde tabt gennem sveden. Han tog en dyb indånding og så på sin ridderherre, let overrasket over spørgsmålet. Han pustede ud. "Jo," svarede han tøvende. "Det er der... Men det er mest i relation til kamp fra hesteryg. Som infanteri, der møder en fodsoldat. Jeg kan forstå Wufrurg har mange af dem."

[Philippe af Neaune]

Elyot var snart færdig som ridder og det var et godt tidspunkt at begynde at øve egne valg, frem for blot at få udstukket ordrer. Svaret understregede det kun og Philippe nikkede alvorligt.

"Det går mod at blive en realitet," medgav han. Han ville måske ikke selv kunne drage med, men Elyot kunne. Som helt nyslået ridder. Det var en farlig ilddåb.

"Det er en fordel at være på hesteryg," konstaterede han, ikke som nogen stor nyhed. "Men der er også sårbarhed i det, hvis nogen skærer haserne på dyret eller du vælter af. I morgen træner vi sidstnævnte."

[Elyot af Falanie]

Elyot nikkede. Det nærmede sig og hvis han var slået til ridder når det gjorde, så ville han tage med, uanset hvad Orielle af Falanie sagde til det.

"Tak, Deres Nåde," svarede han. "Jeg vil gerne... Være bedst muligt forberedt."

[Philippe af Neaune]

Philippe var ikke overrasket over, at en ung ridder ville ud og gøre sine hoser grønne i krig, selvom han aldrig selv havde haft et lignende behov. Men han tog det alvorligt og ville sin væbner, og kommende konge, det bedste, så han nikkede.

"Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at forberede dig," konstaterede han. Indikerede med det også, at han ikke selv ville drage med. "Det er noget helt andet at stå overfor en organiseret hær end sporadiske røverbander."

[Elyot af Falanie]

Elyot nikkede og tog en dyb indånding. "Det ved jeg," svarede han, selvom det var en teoretisk viden. Den talte alligevel. Baronens viden om reel krig var trods alt også teoretisk.

"Dronningen synes ikke jeg skal tage afsted," konstaterede han pludselig. Han vidste ikke helt hvorfor.

[Philippe af Neaune]

Der var en grund til at Philippe blot sagde, at han ville gøre, hvad han kunne. Der havde ikke været krig i hans livstid og han havde håbet, at det ville forblive sådan.

Hans bryn trak sig lidt sammen over ordene og han slap en tænksom, men også svagt forstående lyd. "Jeg tror ikke, at der findes en forælder, der glædes ved tanken om at sende deres barn i krig," konstaterede han dæmpet. Og selvom Orielle var dronning, var hun også mor.

[Elyot af Falanie]

Philippe var jo faktisk forælder, indså Elyot, da han talte. Det tænkte han ikke så tit over. Han tog en dyb indånding og rynkede panden svagt.

"Mm. Nej. Nej... Men det giver mening. Hans Majestæt bør blive her, men man kan jo ikke ligefrem sende Hendes Majestæt i krig. Det er det oplagte valg."

[Philippe af Neaune]

Philippe så sine børn forsvindende lidt og det var en evig sort samvittighed. Snart ville Thomas rejse til Levagny, men han selv havde også været væk fra Neaune alt for længe.

"Jeg er enig," svarede han, men tonefaldet indikerede, at han ikke nødvendigvis mente, at holdningen var rationel. Det sagde han dog ikke højt. Det var trods alt om dronningen.

"Og hvis Hans Majestæt også er, forbliver det formentlig sådan."

[Elyot af Falanie]

Elyot nikkede. Han følte sig et øjeblik kaldet til at bede sin ridder om at tage med, men det var et barnligt ønske om en voksenfigur. Han rømmede sig lidt.

"De kommer ikke til at bede om at blive udsendt?"

Omformuleringen var meget velovervejet.