Prinsesser får vel deres vilje

[Orielle af Falanie]

Orielle løftede en finger for at stoppe Gennevote mulige talestrøm. "Jeg ønsker ikke at høre en af dine længere forklaringer, unge dame." svarede hun som stemmen dirrede. Hun rystede på hovedet.

"Du lyver for mig." hviskede hun faretruende. Hendes datter kunne umuligt vide om der var noget på Panteleons værelse der manglede; medmindre hun havde kigget i hans ting mere end én gang.

"Så.." sukkede hun endeligt. "Der findes ingen på paladset der vil gøre os ondt. Din fader og jeg ville aldrig tillade at der skete nogen er jer noget, forstår du det?" Langsomt greb hun ud efter Gennevote så hun kunne omfavne hende.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote havde løjet meget for sin mor, men hun kunne ikke klare det mere. Et halvt år var gået siden Caspian havde slået hendes kanin ihjel og hun havde det som om hun skulle eksplodere hver dag.
"Jo der gør. Det var Caspian der slog min kanin ihjel, ikke en tilfældig fremmed." Sagde hun og tørrede sine øjne.
"Jeg havde lånt en af hans mors smykker og nu har han forbandet mig." Sagde hun og snøftede højlydt. "Jeg vidste ikke jeg ikke måtte, jeg troede alle smykkerne var vores mor. Undskyld." Bemærkede hun. Det havde været et svært år for hende, alt hvad hun gjorde var forkert, selvom hun forsøgte at gøre sit bedste.

[Orielle af Falanie]

Orielle brød sig ikke om at høre det som hendes datter havde at sige. Det var ved at være lang tid siden at Gennevote havde mistet sin kanin, da dengang var blevet slået ihjel af en ukendt person. Nu viste det sig at det hele tiden havde været hendes nevø. Hun trak vejret dybt ind.

"Man kan ikke forbande folk.." mumlede Orielle let mod datteren hoved. Let trak hun sig tilbage så hun kunne se hende i øjnene. "Men det var forkert af dig at tage Elasabenne af Falanie 's smykker." Kom det efterfølgende alvorligt fra hende og anerkendte dog at hun fortrød hvad hun havde gjort.

Det var desværre for sent at gøre noget ved Caspian nu; han kunne fornægte det og der var gået alt for lang tid. Men hun ville alligevel bringe det til kongen; Hvad mere mon den dreng kunne finde på.

"Men derfor skal du ikke gennemrode Panteleons værelse."

[Gennevote af Falanie]

Gennevote var meget forvirret over hvordan verden fungerede, siden Caspian havde slået hendes kanin ihjel på så grusom vis havde hun været i syv sind om hvad man måtte, hvad man kunne slippe afsted med og hvordan hun passede ind i sammenhængen. Gennevote snøftede en sidste gang og sukkede dybt.
"Undskyld, Mama." Sagde hun og slog blikket ned.
"Jeg skal nok undskylde til Panteleon af Coullere igen." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. Hvis han altså stadig ville snakke med hende, efter hvad hun havde gjort.

[Orielle af Falanie]

Af alle sine børn syntes Gennevote lige nu at være det mest besværlige barn; men også det mest sårbare. Hvilket gjorde det svært for Orielle helt greje hvordan hun skulle bære sig ad. Hun trak vejret dybt ind og endte med blot at nikke let. Det virkede umildbart til at datteren havde forstået det hun havde sagt.

"Godt, og så forventer jeg at du er ærlig overfor mig til en anden gang." svarede hun med et let suk. Hendes ansigt så dog ud til at mildnes en smule da hun lagde en hånd mod hendes skulder og gav den et klem før hun åbnede døren til værelset og gik ud.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote sukkede lettet da hendes mor gik, men hun vidste hun stadig havde en hun skulle undskylde overfor. Hun ville dog ikke gøre det nu. Da hun kom ud og Pan stadig stod derude, fik hun et par tjenestepiger til at hjælpe ham med at rydde op, hvis han ønskede det.
"Jeg er virkelig ked af det." Sagde hun, men tænkte at han nok ikke gad bruge mere af sin tid på hende nu, så hun vendte sig om og gik hurtigt væk, indtil hun tilsidst begyndte at småløbe væk fra ham.

Afsluttet.