Grænseløs

[Théodore Corbin af Bonville]

Forbeholdt | Panteleon af Coullere

Omgivelser | Bonville hovedfamilies byhus
Tidspunkt | Sen eftermiddag

---

Der var absolut ingen måde at gøre sig komfortabel på det ubekvemme møblement, men det forhindrede ikke Théodore i at ligge henslængt som en magelig kat, der havde fundet sig en solstråle at dase i. Det ene ben hængende ud over kanten så foden støttede mod gulvet mens den ene arm var bukket bag om hovedet. 

"Jeg ved ikke hvad min bror var så fortravlet med? Det er jo ikke fordi at hun har travlt med at føde ham en søn eller børn i det hele taget, så hvad ville det betyde om hun nåede at blive 28 før de blev gift?" De lyse øjne vende sig mod Pan med øjenbrynene rynket i en utilfreds mine, hvorefter den frie arm tavst strakte sig mod vennen for at få overrakt den delte vinflaske.
Bevares Théodore undte da sin tvilling ægteskabet med den lille mus, men var alligevel efterladt en bittersmag på tungen over det øget pres det lagde på ham. Bénjamin af Bonville var måske klar til at binde sig for livet, eller til den første vinter gjorde krav på Jacquetta af Bonville , men Théodore var slet ikke færdig med at løbe hornene af sig. Han mente i hvert fald godt at tvillingebroren kunne have udvist bare lidt hensyn.

Et djærvt smil trak i den ene mundvig "Ville du have giftet dig med hende?" Spurgte han efter at have møvet sig op i en mere opretsiddende position. 

[Panteleon af Coullere]

Panteleon var den eneste i flokken af kammerater, der ikke var ridder endnu og det betød, til hans irritation, at han var den, der havde sværest ved at finde lejlighed til at ses. Derfor var han særligt tilfreds med, at det var lykkedes at tiltuske en hel aften bare med Théodore og han fnøs muntert, som han tog en slurk af vinen.

Han slap en lyd, der indikerede enighed og overrakte flasken. "Ha," slap det ham, som han selv gled afslappet tilbage, de lange ben strakt ud. "Ældre end mig, for svag til på sigt at kunne blive ved med noget som helst, der er sjovt?" svarede han og blikket var en kende maliciøst, selvom det var sandhed. "Ikke om så man betalte mig tusind guldnobler for det. Én nat, måske. Men ægteskab? Jeg ved ikke, hvad din bror tænkte. Eller dine forældre, for den sags skyld."

[Théodore Corbin af Bonville]

Théodore havde ikke den fjerneste ide om, hvordan Benjamin havde fået overtalt deres forældre til dét ægteskab. Det var potentielt bare en af fordelene ved at være fjerdeled i arverækken, indtil Théodore selv fik sat det første drengebarn i verden. Han tog imod flasken og gjorde et halvt skuldertræk før den grønne munding blev sat mod læberne, så indholdet skvulpede.
Den ene håndryg blev kørt over den ene mundvig, for at tørre den smule af den røde væske det lykkes at løbe ved siden af. ”End ikke et kønt ansigt kan opveje for hendes manglende fysik.” Svarede Théodore ærligt i klar hentydning til fremtidens pligter, men i særdeleshed også til egne præferencer indenfor det modsatte køn. Sjovest var det når man ikke skulle bekymre sig unødigt om brækkede eller trykkede knogler.

”Det er rigtig, du foretrækker dem unge.” Stemte han flabet i og svang det andet ben ud over sædets kant ”Meget apropos unge adelsfrøkner, hvordan går det med at charme prinsessen? Har du fået stjålet dig et kys eller måske fået hende med ud på en lille tur gennem haverne på de skjulte stier?” Nysgerrigheden reel i spørgsmålet, der var trods alt en ganske lukrativ ring på højkant.

[Panteleon af Coullere]

Pan fnøs helhjertet over det flabede svar. "Vi talte om ægteskabspræferencer. Ikke andet," pointerede han. Ikke at han havde nogen præferencer i forhold til ægteskab endnu. Han lænede sig selv frem og greb flasken ud af Theos hånd, før han gled mageligt tilbage igen og tog en slurk. Slap en udånding og fnøs.

"Hvad regner du mig for?" lagde han ud. "Den sande udfordring er at få hende til at indse, at det bare er for sjov og ikke udødelig kærlighed," forsatte han med et djævelsk smil. Det var dog sandt nok. Uanset hvor røvet han lød nu, så havde han ikke en direkte trang til at knuse prinsessens hjerte.

[Théodore Corbin af Bonville]

”Aha, ja selvfølgelig.” Lød det som havde hele verdens gåder åbenbaret sig for ham. Latteren prikkede lige under overfladen. Målsat nærmede Panteleon’s hånd sig flasken. Han tog endnu en tår inden han lod stafetten gå videre.

I et dovent stræk rejste Théodore sig. Lyttede trådte han nærmere de efterhånden udbrændte flammer ”Den bedste af sin slags naturligvis. Selvom jeg nu skal klage skulle heldet tilsmile mig.” Påmindede han frelst, og prikkede lidt til det nylagte brænde med ildrageren.
”Panteleon af Coullere, din maliciøse…” Han formåede næsten at lyde oprigtigt chokeret, da ansigtet vendte sig bort fra den fortærede ild og mod den henslængte væbner, hvorefter det lækkede i et rævesmil. Et bryn løftede sig i et utalt ’Nåeh?’ der bød ham at forsætte; var det ved at lykkes eller ej?

[Panteleon af Coullere]

Panteleon fulgte Theodore med blikket, som han strakte sig som en anden kat. Det dvælede der og ved anklagen, smilede han selv et djævelsk smil, der fik de mørke øjne til at spille.

"Lad os bare sige," begyndte han og satte flasken til læberne. Tog en tår og fjernede resterne af den med tungespidsen. "Du skylder mig en ring, Bonville."

[Théodore Corbin af Bonville]

Uden grund til at tro Panteleon pludselig skulle være begyndt at lyve overfor ham, nikkede Théodore sammenstykkende. Ret skulle være ret. 

Nuvel," Bemærkede han, og begyndte lige så langsomt at lirke ringen af sin plads på en ene pegefinger. 

Med den ene hånd støttende mod armlænet, standsede Théodore op foran Panteleon og lænede sig ned mod ham "Din præmie, Coullerer," Blikket spillede let, da guldringen blev holdt op mellem pege- og tommelfinger "Med mindre der er en anden præmie du hellere vil inkassere?" 

[Panteleon af Coullere]

Panteleons blik funklede lidt, som det altid gjorde, når han vandt i noget. Han var dog ikke hurtig til at gribe frem efter ringen, men var først på vej til mageligt at læne sig frem, da Theo fik ham til at skyde et bryn i vejret. Et lusket smil rørte læberne.

"Har du noget i tankerne, Bonville?"

[Théodore Corbin af Bonville]

I en falsk eftertænksomhed lod Théodore langsomt tungespidsen fugte læberne. Han vidste nøjagtigt, hvad han havde haft i tankerne. Spørgsmålet var nærmere om det var en tanke som han ønskede italesat? Alene og berusede var valget ikke svært at tage.

”Ikke for at prale, men mine kys skulle efter sigende ganske eftertragtede.” Accentuerede han skamløst i en hentydning der var svær at se igennem.

[Panteleon af Coullere]

Pan ville aldrig nogensinde indrømme, at det løb ham ned ad ryggen, da han hørte Theodores ord og at følelsen ikke var af ubehag. Han fugtede læberne og fnøs, men det lød ikke just hånligt. Underfundigt, snarere?

"Mere værd end den her, mener du?" udfordrede han frem for at svare direkte og skød et bryn let op, som han holdt ringen mellem to fingre.

[Théodore Corbin af Bonville]

”Helt bestemt.” Han burde vide bedre end at opildne til ærekrænkende adfærd. Det burde de begge. En lidt for åbenmundet tjener passerende forbi var alt der skulle til for at vække skandale, men drævet af sin egen uterlighed var Théodore blind for risikoen om et kainsmærke.

Han ventede ikke på Panteleon's accept, men forlod sig i stedet på han ikke ville flytte sig når Théodore lænede sig det sidste stykke frem, og fangede hans læber i et længe eftertragtet kys.

| Afsluttet, der må gerne reageres - men er ikke krævet <3 |

[Panteleon af Coullere]

Panteleon var ikke bevidst om udfordringen i sine egne ord. Ønsket, måske. Han havde aldrig troet, at det ville ske uanset. Havde aldrig konfronteret sig selv med det. Men så lænede Theodore sig frem, og han trak sig ikke væk. Heller ikke selvom der var en del af hans hjerne, der bød ham at gøre det.

I stedet ramte varme læber hans og i nogle lange sekunder stod tiden helt stille. Han rørte sig knapt, men trak sig heller ikke bort. Dvælede i øjeblikket, før lyden af fodtrin brat fik ham til at trække sig tilbage - og da tjenestepigen trådte ind, havde han igen et nonchalant, tenderende til ligegyldigt udtryk på ansigtet. Et udtryk, der intet sagde om, hvordan hans indre havde det.

Lukket