Forårsfornemmelser og fuglekvidder

[Micah Brygger]

Micah fortrød pludselig hvad han havde sagt, men han kunne ikke tage det tilbage. Han rømmede sig lidt.

"Langt," forsikrede han. Endnu længere til deres grænse til Wufrurg." Han havde lyst til at række frem og tage hendes hånd for at berolige hende, men gjorde det selvfølgelig ikke.

[Dina Brygger]

Dina anede ikke, hvad langt var, men hun stolede på, at Micah besvarede det spørgsmål, hun ikke havde stillet højt. Knuden i maven forblev dog lidt, men mere som en uro end reelt frygt.

"Jeg har aldrig været udenfor Levagny," konstaterede hun, uden skam. "Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan verden er andre steder. Eller hvor stor den er."

[Micah Brygger]

Micahs mundvige sitrede ved det. Han trykkede læberne lidt sammen. "Ikke engang i Kongeskoven for at fange kaniner?"

Han tog en solid tår øl og lod som om det var et helt tilfældigt spørgsmål. Som om han ikke vidste hvad hun havde sneget sig rundt med, da de var yngre.

[Dina Brygger]

Svaret var så uventet, at det brat distraherende hende fra det alvorlige emne og fik brynene til at glide op i synlig overraskelse. Et muntert fnys undslap hende og kinderne fik en anelse kulør, som hun så lidt forundret på ham.

"Ikke langt udenfor Levagny," rettede hun så sig selv, mens det trak håbløst i mundvigene. Og effektivt brød hendes ellers ofte så alvorlige mine.

[Micah Brygger]

Dina var smuk uanset om hun smilede eller ej, men særligt da hendes mundvige sitrede over noget han havde sagt. Varmen spredte sig i hans mellemgulv og han kom selv til at smile svagt.

"Det er overvurderet," brummede han lavt.

[Dina Brygger]

Dina var stadig overrasket over, at han vidste, hvordan hun engang så ofte havde sneget sig ud til skoven og muligvis rykkede det lidt mere på hendes billede af ham.

Smilet svandt ikke ind, men blev ved at lure. Hun fnøs muntert. "Kommer det fra manden, der lige har sagt, at han ikke kan vente med at forlade Levagny igen." Et bryn skød op.

[Micah Brygger]

Micah rykkede skuldrene lidt op og tog en tår mere af sit krus, som han prompte fik tømt.

"Væk fra min familie," mumlede han en smule dystert.

[Dina Brygger]

Dina tog selv en tår, men havde ikke tømt sit krus. Hun så lidt på ham over ordene og overvejede om konflikten var med flere end Franceis. Det føltes dog for privat at spørge.

"Der er altid øl på Falken. Du behøver ikke at tage helt til Gestraria for at komme væk," pointerede hun, men med et lille smil. "Du kan altid sige, at du er blevet lovet et gratis krus."

[Micah Brygger]

Micah rømmede sig lidt og sænkede blikket ned i kruset. Det tomme krus. Han klemte læberne sammen.

"Tror ikke det ville være populært... Konkurrenten, ikke?"

[Dina Brygger]

Det var et ærligt tilbud og Dina trak lidt på skuldrene. Hun ville aldrig komme på Aubergistefamiliens kro, men ikke på grund af Franceis. Han var snarere årsagen til, at hun rent faktisk havde været der. I stedet fordi deres klientel primært bestod af våbenføre mænd.

"Måske ikke," medgav hun dog, ikke forhippet på at overtale ham. Hun smilede svagt. "Måske får vi begge problemer over at have drukket her."

[Micah Brygger]

Micah vidste ikke om han reelt ville få problemer. Han smilede svagt og nikkede.

"Undskyld for alt... Alt rodet," brummede han og indikerede med en håndbevægelse lidt det hele. Så rejste han sig.

[Dina Brygger]

Dina fulgte ham med blikket, da han rejste sig, men endte bare med at ryste lidt på hovedet over hans ord. Ultimativt var det et år siden det værste rod. Det hun havde fået at vide i dag var... Noget andet.

"Det er okay," svarede hun derfor og mente det såmænd også. Og selvom hun også skulle videre, rejste hun sig ikke. Han skulle ikke føle sig nødsaget til at følges.

[Micah Brygger]

Micah smilede en sidste gang. Så gav han det letteste af buk og forlod Dina der.

Han kiggede tilbage på hende fra døråbningen. Han ville elske at kunne charmere hende, men det var vist ikke i hans magt. Det var også en helt idiotisk tanke.

lukket?