Forårsfornemmelser og fuglekvidder

[Dina Brygger]

Dinas blik gled tilbage til hans, da han så op og hendes bryn trak sig sammen over spørgsmålet. Som om det var et uundgåeligt faktum, at hun havde tænkt sig at fortælle det til nogen.

"Jeg kan ikke se, at det kommer andre ved," konstaterede hun simpelt. Engang ville hun måske have fortalt det til Aimée Pottemager, men hun vidste det allerede og de talte ikke sammen.

Hun så lidt på ham, men vidste stadig ikke helt, hvordan hun skulle have det med informationen. Han var Franceis' bror og allerede der var der en forhindring, men mest af alt kendte hun ham bare ikke særligt godt. Han havde aldrig talt til hende.

[Micah Brygger]

Micah nikkede svagt. Han havde troet at hun ville gøre som andre kvinder havde før og gjort grin med ham. Når han så på hende nu og hørte hende tale, så vidste han godt at det var tåbeligt. Hun var ikke sådan. Ikke overfladisk eller en sladdertante.

Han sank. "Jeg er ked af hvad Franceis gjorde. På en måde er det vel min skyld."

[Dina Brygger]

Dinas bryn trak sig lidt yderligere sammen over hans ord og en ubehagelig knugen rykkede lidt i hendes mave. Hun sank og tog en tår øl, mens hun stykkede brikkerne sammen. Til noget meget værre end at Franceis blot havde kendt til sandheden og ignoreret den.

Hun havde en bitter smag i munden og der gik flere øjeblikke, før hun svarede. Måske kendte hun allerede sandheden, da hun gjorde. "Var det derfor, han forlovede sig med mig? På grund af dig?"

[Micah Brygger]

Micah sænkede hagen, men han var kommet til at se Dina i øjnene og nu kunne han ikke lade være. Der var ikke meget broderlig kærlighed tabt mellem ham og Franceis Aubergiste, så det var ikke for ham han tøvede. Han sank en klump og rynkede panden.

"Det kan jeg ikke vide," svarede han lavt. "Men vi har altid konkurreret. Jeg tror... Jeg tror Franceis så det som en måde at vinde over mig på. Undskyld, Dina. Jeg er ked af det."

[Dina Brygger]

Et snert af ubehag gled over Dinas ansigt. En følelse, som selv ikke hun kunne skjule. Tanken om at have været en brik i et spil fik noget til at ulme i hendes indre og knoerne blev hvide, som hun strammede fingrene om kruset. Hvad hvis hun aldrig havde set Franceis og Aimée sammen? Havde hun så da giftet sig med ham, uden at ane, hvad der egentlig var på spil? Tanken gjorde hende lidt dårlig. Hun tog en indånding gennem næsen.

"Det er, hvad det er," fik hun endelig sagt. Klemt ordene ud, men det var vrede mere end et knust hjerte, der var årsagen. Hun havde rettet blikket væk, men nu fandt det Micah igen. "Du ville aldrig have sagt noget til mig, ville du? Hvis ikke det var gået i stykker," spurgte hun, men ikke i en anklage. Tværtimod var det en fornemmelse, som hun søgte bekræftelse på.

[Micah Brygger]

Micah svømmede lidt rundt i det karamelfarvede øjne og var distraheret et øjeblik, før han rømmede sig og fokuserede. Hvad havde hun spurgt om? Han rynkede panden svagt.

"Jeg... Jeg sagde ikke noget til dig," pointerede han forsigtigt. Og det var jo sandt. Det var Aimée Pottemager, der havde sagt det.

[Dina Brygger]

Det var ikke helt, hvad Dina havde ment, men det var som sådan svar nok. Hun nikkede lidt, men denne gang forblev hendes blik på ham. Gled undersøgende over hans ansigt og mødte hans blik.

"Hvorfor ikke?" endte hun til sidst med at spørge, men i kontrast til de mange foregående nærmest følelsesløse spørgsmål, var det her anderledes. Blødere, selvom hun normalt var ene hårde kanter.

[Micah Brygger]

Micah spærrede øjnene lidt op og stirrede et øjeblik, før han seriøst overvejede at flygte. Han tvang sig selv til at blive siddende, men slog blikket ned med flere, dybe rynker i panden.

"Jeg kan ikke... Jeg taler ikke med... Kan ikke tale med kvinder," fik han endelig frem, rød i hovedet. "Du..." Han åndede hørligt og helt opgivende ud."

[Dina Brygger]

Dina fornemmede, at det var det mest udfordrende spørgsmål hun havde stillet hidtil. Men han svarede hende, sådan da og endnu engang rynkede hun lidt på brynene. "Du har ellers talt fint med mig de sidste minutter," pointerede hun, frem for at afvente, at han følte sig nødsaget til at færdiggøre sin sætning. Tydeligvis ikke så påvirket af hans famlen efter ordene.

Hun var stille lidt, men fortsatte så. "Det er ikke mit mål at gøre dig ukomfortabel, Micah," konstaterede hun, simpelt nok. "Du er ikke forpligtet til at svare på mine spørgsmål. Jeg plejer bare ikke at pakke tingene ind."

[Micah Brygger]

Micah trykkede læberne lidt mod hinanden og stirrede ned i bordpladen. Han sank en klump og løftede først blikket ved Dinas forsikring. Noget længselsfuldt hvilede i de lyse øjne.

"Jeg... Det går. Jeg kan godt lide at tale med dig."

[Dina Brygger]

Hårene stod lidt op i Dinas nakke over det, hun så i hans blik, men det fik hende ikke til at stikke af. Måske advarede det hende om at træde varsomt, til gengæld. Hans ord gjorde det samme og hun mindede sig selv om det. Om, at han følte, hvad han gjorde.

"I lige måde," måtte hun dog svare, ganske ærligt og i et kort øjeblik, buede den ene mundvige opefter. Det var sandt nok. Det var klart at foretrække over den måde, han tidligere nærmest blot havde ignoreret hendes eksistens.

"Hvordan er det at være tilbage i Levagny?"

[Micah Brygger]

Micah sank en klump. Det gjorde det nemmere at han troede på at hun ikke ville gøre grin med ham. Hun gik heller ikke i spåner over hans følelser. Hvis han talte nok med hende, kunne det være de forsvandt.

Så han tog en tår øl og lod hænderne forblive omkring kruset. "Ubehageligt," svarede han ærligt. "Godt vi skal ud igen. Måske til Gestraria."

[Dina Brygger]

Det var et meget bevidst emneskift væk fra de følelser, som hun ikke havde en intention om at opfordre. Havde ingen interesse i at give falske forhåbninger. Det fungerede da også. Hendes bryn trak sig lidt sammen over hans ord.

"Gestraria?" gentog hun. Nyheden om uroligheder var ikke for alvor nået håndværkerkvartetet endnu. Hun havde da også kun en svag fornemmelse af, hvad det andet land var, fordi der af og til kom rejsende håndværkere forbi kroen. Afstand var umuligt at forstå, for hun havde aldrig forladt Levagny.

"Jeg troede ikke, at livgarden forlod Falanie?"

[Micah Brygger]

Micah rankede sig lidt. Det her var noget han kunne tale om. Det havde intet med hende eller følelser at gøre. Han rømmede sig.

"Kun i særlige tilfælde. I tilfælde af krig," svarede han. "Det er på vej."

[Dina Brygger]

Med de ord virkede Dinas problemer ligegyldige og hun kunne ikke gøre for, at hun blegnede en kende. Hun så på Micah, som han talte uden så meget som at tøve og sikkerheden i hans ord, efterlod hende med en urolig fornemmelse. Pludselig var alt om Franceis og Aimée glemt.

"Hvor langt er der til Gestraria?" spurgte hun til sidst, fordi det var det eneste, hun kunne sige. Hvad hun egentlig spurgte om, var nok nærmere, om hun skulle være bekymret for dem hun holdt af, her i Levagny.