Forårsfornemmelser og fuglekvidder

[Micah Brygger]

Micah vendte sig lidt væk. Hans hjerte hamrede. Han stirrede frem for sig og trak på skuldrene. Hvorfor ville hun vide det? Han var stadig ikke overbevist om at hun ikke ville brugt til at gøre grin med ham, selvom det ikke ville være lig hende. Han sank en klump.

"År," mumlede han uspecifikt. Han vidste heller ikke hvor mange. Flere.

[Dina Brygger]

Dinas bryn trak sig lidt sammen over svaret og noget i hendes indre rykkede lidt på sig. Overraskelse, men ikke kun det. Hun fugtede læberne, men alvoren forsvandt ikke fra hendes træk.

"Vidste han det?" hørte hun sig selv spørge, endnu mere dæmpet nu. "Din bror?"

[Micah Brygger]

Micah begyndte at gå igen. Hans indre var et stort rod og al den ro han havde besiddet efter besøget i templet var væk. Han havde brug for en øl og noget stærkere og det kunne kun gå for langsomt.

Han kunne dog ikke bare ignorere hende, så han brummede en bekræftende lyd. Franceis Aubergiste havde vidst det. Men det var forfærdeligt, for det betød jo at han ikke rigtig havde valgt hende for hende. Han tog en dyb indånding. Hadede alt ved situationen, men ville ikke gøre hende ked af det. "Han er en lort," fik han lavt frem.

[Dina Brygger]

Dina begyndte også at gå og allerede inden han havde svaret, vidste hun, hvad det ville være. Det var et slag og det tog pusten fra hende et øjeblik, men hun havde i forvejen ikke nogen varme følelser tilbage for Franceis Aubergiste.

"Ja," bekræftede hun, blikket rettet lige frem. Læberne blev presset sammen og brynene det samme, men hun sagde ikke mere for nu.

[Micah Brygger]

Micah hadede alt ved situationen. Fuldstændig. Han kunne ikke tale med hende, for hans tunge krøllede sig sammen, men han kunne heller ikke lade være, for hun var ked af det over hans svar. Hun måtte ikke være ked af det. Hun var så fin og sød.

Han rakte en meget tøvende arm ud og rørte hendes ryg. Ville hun slå ham væk? Fnyse?

[Dina Brygger]

Dina var mere vred end ked af det og det ulmede i hende. Glødede lidt i blikket, der var rettet lige frem. En muskel sitrede ved kæben, som hun vendte tidligere begivenheder for sig. Tænkte også på Aimée Pottemager. Aimée, der havde fortalt, at hun var forelsket i Franceis.

Tankerne kørte, men Micahs svage berøring trak hende væk fra dem. Hun veg ikke væk fra den, men så på ham igen. Ilden var ikke helt væk i blikket, men hun lød rolig nok.

"Jeg trænger til en øl," konstaterede hun, nærmest uden at blinke. Og de næste ord kom lige så direkte, uden tøven eller tvivl. "Vil du med?"

[Micah Brygger]

Micah så flygtigt på Dina og fangede et beslutsomt udtryk i hendes ansigt, som gav ham gåsehud. Hun var lille og sej og hun gjorde ham fuldstændig tør i munden. Han flygtede normalt fra fornemmelsen, undgik hende religiøst, men han havde lige givet hende en rigtig dårlig information om hendes fortidige kærlighedsliv og han følte sig skyldig.

Han sank over hendes spørgsmål, tøvede, men nikkede så og brummede lavt. "Hvorhen? Ingen af vores familiers..."

[Dina Brygger]

Dina havde nok betakket sig, hvis hun havde vidst, at det var medynk, der fik ham til at sige ja, men det gjorde hun heldigvis ikke. Til gengæld fnøs hun dæmpet, men der var en svagt munter undertone i det.

"Nej," erklærede hun sig fuldkommen enig. "En af dem på markedspladsen. Øllen er naturligvis ikke lige så god som vores, men det er en ringe pris at betale for lidt fred." Hun skød et bryn lidt op.

[Micah Brygger]

Micah brummede let. Hun havde ret i begge dele. Han var tavs, men fulgte med imod Markedspladsen, komplet indifferent omkring kroen. De fleste soldater frekventerede oftest hans families og de fleste håndværkere oftest hendes families, så de var nogenlunde sikre for kendte ansigter.

Han var da også pinligt bevidst om hvad folk ville tænke, hvis de så dem sammen. Der var to muligheder og ingen af dem var noget han havde lyst til at blive spurgt om.

[Dina Brygger]

Tonen havde måske haft en snert af tør humor, men hun var ikke ligefrem glad. Tværtimod ulmede det hele lidt og hun mente det, da hun sagde, at hun trængte til et krus øl. Hun spekulerede da heller ikke over synet af dem sammen, men ledte blot an til den nærmeste kro uden at byde ind med flere ord. Der var tanker nok at tage af.

Først da de sad, med hver sit krus øl foran sig og klemt ind ved et lille, ledigt hjørnebord, rettede Dina for alvor opmærksomheden mod ham igen. Efter hun havde taget en god tår, naturligvis. Og efter at stilheden havde hersket i flere øjeblikke. Måske burde hun sige noget om, hvad hun netop havde erfaret, men hun gad ærligt ikke tale om Micahs bror. Så:

"Jeg tror, at du har sagt flere ord til mig i dag end nogensinde før."

Det var ikke vittigt eller med så meget som en eneste, drillende undertone. Blot ren og skær konstatering.

[Micah Brygger]

Micah drak mere end én tår øl. Han tog også en stor slurk, da Dina konstaterede, at han havde talt til hende. Dét var også ufatteligt. Blikket fokuserede ikke på hende, men ned i øllen, som han trak på skuldrene.

"Du ville jo ikke lade mig være," mumlede han, men lød ikke så meget tvær, som konstaterende.

[Dina Brygger]

Dina fnøs dæmpet over svaret og det kunne muligvis gå for muntert. "Sandt," medgav hun og tog selv en tår øl mere, før hun sænkede kruset til bordpladen og foldede fingrene om det. Hendes blik drev kort til krostuen, for det føltes intimt at se direkte på ham hele tiden, når de i forvejen sad ved et lille bord.

"Jeg anede ikke noget om det," konstaterede hun efter lidt tid og så ikke tilbage på ham, som hun sagde det. Uden helt at vide, hvorfor hun sagde det. Eller med hvilket formål. "Da jeg sagde ja til ham."

Dét og meget andet, åbenbart. Hun havde tydeligvis været blind. Fingrene strammede sig lidt om kruset.

[Micah Brygger]

Micah sank en hård, ubehagelig klump i halsen. Han så ikke på Dina på noget tidspunkt. Det ville være alt for svært. I stedet stirrede han ned i sit krus det meste af tiden.

Ved hendes konstatering om hvad hun havde vidst, blev han rød i ansigtet.

"Det er ligegyldigt," mumlede han. "Går vel over."

Bevares. Det var ikke gået over i mere end tre år endnu.

[Dina Brygger]

Dinas blik gled tilbage på Micah og hendes bryn trak sig lidt sammen. Han så ikke på hende, så hendes dvælede lidt, mens hun tyggede lidt på hans ord.

"Det gør det måske," svarede hun til sidst, stadig dæmpet, men det var mere en konstatering end nogen indikation af, om det reelt var, hvad hun ønskede.

[Micah Brygger]

Micah trykkede tænderne lidt sammen. Hvorfor sad han i det hele taget og drak med hende? Han tog en solid tår øl. Skævede lidt op på hende.

"Hvem fortæller du det til?"