Forårsfornemmelser og fuglekvidder

[Dina Brygger]

Det var en smuk, solskinsrig dag af den slags, hvor det var åbenlyst, at foråret var på vej. Dina skulle på markedet i ærinde for Celeste, men efter aftale, var hun gået den lidt længere vej til templerne først. Her havde hun brugt lidt tid på at finde ro, bede om vejledning og vise sin hengivenhed. Hun følte sig lettere efter og tillod sig et øjeblik til bare at nyde solen, ansigtet vendt mod den.

Hun smilede lidt for sig selv, selvom hun ofte så alvorlig ud og det lurede stadig i hendes træk, da hun rettede nakken op og tilfældigt fik øje på Micah Brygger, der måtte have besøgt Mithras' tempel. Som hun så ham, huskede hun de ord, Aimée Pottemager havde sagt og om det var det, hendes gode humør eller bare solskinnet, der bragte hendes fødder i hans retning, vidste hun ikke.

"Glædelig forårsdag," ønskede hun ham som hilsen, da hun nåede frem og den anspændthed, der havde været i hende ved deres sidste møde, virkede fjern lige nu. Opblødt af vejret, fulgekvidder og templernes ro.

[Micah Brygger]

Micah var ikke den mest dybt religiøse tilbeder, men selvfølgelig troede han og han bad også, mest til krigens gud. Især nu, ovenpå rygterne om at dele af hæren skulle til Wufrurg eller Gestraria inden året var omme. Det kunne meget vel blive hans deling af livgarden.

Med det i mente, havde han tilbragt en god portion tid i Mithras' tempel. Han havde dog ikke faktureret ind, at han ville støde på Dina på vej ud. Så var han bestemt gået før.

Hun så direkte glødende ud, da hun gik imod ham. Han havde kaldt hende Levagnys kønneste og det var såre sandt. Hans hals snurrede sig sammen ved synet og han fik ikke et eneste ord over læberne. Til gengæld brummede han let og nikkede i hilsen.

[Dina Brygger]

Dina var ærligt ikke sikker på, at hun troede på, hvad Aimée havde sagt - ikke nu, hvor hun stod overfor ham - eller hvad hendes formål egentlig var, andet end at nysgerrigheden pirkede let. Og at hun var i godt humør. Tilpas meget til at hun ikke tog sig alt for meget af den slående tavshed.

"Hvordan går det med øjenbrynet?" spurgte hun derfor og lod blikket glide op til det punkt, hun havde helbredt. Der var ikke meget at ane længere.

[Micah Brygger]

Micah kunne knapt være i sig selv. Hun talte rent faktisk til ham? Hvorfor? Efter han havde fundet ud af præcis hvordan forlovelsen med Franceis Aubergiste var ophørt, kunne han på ingen måde forstå at hun kunne holde ud at nærme sig.

Han sank en klump. Løftede bøvet hånden til øjenbrynet og rynkede panden. Så gik det op for ham hvorfor hun spurgte og han nikkede let. Kunne næsten mærke hendes fingre mod sin hud.

"Helt fint," svarede han en smule hæst og rømmede sig. Han så væk. Hun måtte jo videre. Mithras, hvis blot han havde modet til at tale med hende. Hvorfor kunne han ikke bare tale med hende?

[Dina Brygger]

Man forstod forundringen, for Dina havde næppe været tilbøjelig til at opsøge Micah, hvis ikke det havde været for den lille information, som Aimée havde givet hende. Så havde hun stadig troet fuldt ud, at han ikke brød sig om hende - var ærligt ikke overbevist om det modsatte endnu. Hvorfor det var nok til, at hun rent faktisk stod der... Det var en anden sag. Han kunne lige så vel være nøjagtigt den samme som sin lillebror, så der var slet ingen grund til at løbe risikoen. Og hun havde for længst forsvoret at have noget at gøre med hans familie. Hvis hun var et mere udspekuleret menneske, havde det måske været et lavt forsøg på at ramme sin tidligere forlovede, men hun vidste udmærket, at det ikke var årsagen.

"Godt," svarede hun og skubbede sit tankemylder væk. Undlod at overtænke det, som hendes blik gled nysgerrigt over hans ansigt. Stadig lidt tilbageholdende, men ude i dagslys var ligheden med Franceis ikke helt lige så slående, som den havde været en mørk aften i dunkel belysning. Hun strøg en hårlok ind under hovedlinet. "Skal du tilbage mod markedspladsen?"

[Micah Brygger]

Micah kom til at følge den lille bevægelse hun gjorde, da hun skubbede håret ind under sit hovedlin. Kønt, næsten samme karamelfarve som hendes øjne havde, vidste han, uden at se på dem nu. Han slap hende hurtigt med blikket og tog en hastig indånding. Mithras - giv mig styrke.

Markedspladsen? Ville hun følges? Han døde indeni, men han kunne ikke finde ud af at lyve overfor hende, så han nøjedes med at nikke og brumme let i bekræftelse.

[Dina Brygger]

Dina var opmærksom på ham på en måde, hun ikke havde været før og netop derfor overså hun ikke, hvordan hans blik fulgte hendes bevægelse. Det var en besynderlig observation at gøre og hun kunne meget let have overset det. Fokuseret på, hvordan han stadig knapt ytrede et ord til hende. Ikke at dét gik hende forbi nu.

"Jeg vil gerne gøre dig selskab, hvis jeg må," konstaterede hun og tilføjede så: "Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om."

[Micah Brygger]

Micah sank. Han kunne ikke så godt sige nej. Han var ikke så stor en idiot. Derfor brummede han blot og gestikulerede i en retning, før han begyndte at gå.

Mortem blev påkaldt på vejen, for hvad i alverden skulle hun ønske at tale med ham om? Franceis Aubergiste?

[Dina Brygger]

Nogen ville måske tage informationen og bruge den til at observere over en længere periode, men Dina var mere praktisk anlagt og det føltes uanset uærligt at lade som om, at hun intet vidste. Og hun havde fået mere end nok af uærlighed. Så derfor kom hun frem til pointen ganske kort efter, at de var begyndt at gå.

"Jeg talte med Aimée Pottemager," lagde hun ud, men holdt blikket rettet frem. Tilsyneladende for ikke at komme til at gå ind i nogen, men i virkeligheden snarere i et sjældent anfald af hensynsfuldhed. "Hun fortalte mig, hvad du havde sagt om mig."

[Micah Brygger]

Micah følte ikke at der blev taget nogen hensyn til ham. Han fik hjertestop, var han ret sikker på. I hvertfald stoppede hans hjerte med at slå i mindst et halvt minut, føltes det som. Og så hamrede det ellers hårdt i hans brystkasse. Han stirrede lige frem og overvejede ganske seriøst at løbe i den modsatte retning.

I stedet forlod en halvkvalt lyd ham blot og han klemte læberne hårdt sammen. Selvfølgelig havde hun fortalt det. Han kunne også fortælle et og andet om hende og Franceis.

[Dina Brygger]

Dina vidste sådan set ikke alt, hvad Micah havde sagt, men det kunne hun jo af åbenlyse årsager ikke vide. Til gengæld hørte hun den lyd, der undslap ham og selvom han ikke sagde noget (ikke overraskende), så gav den alligevel en indikation.

"Hun burde ikke have sagt det," konstaterede hun og mente det. "Men jeg har heller ikke tænkt mig at lade som om, at jeg ikke ved det," tilføjede hun. Hun var stille et par sekunder, før hun endelig rettede blikket mod ham og da hun talte igen, var hendes tonefald lidt blødere. Dæmpet. "Det er sandt, så?"

[Micah Brygger]

Micah så ikke på Dina. Ikke et sekund kiggede han i retning af hende og hendes karamelfarvede øjne. Han stirrede lige frem og blinkede knapt. Hun havde ikke tænkt sig at lade som om hun ikke vidste det, sagde hun, men hvad betød det? Måske ville hun fortælle andre om det. Sin familie, sine veninder. Grine af hvor latterligt det var, hvor latterlig han var, sådan som han havde prøvet det før. Han blev stigende rød i ansigtet og vred over situationen. Vred på Aimée Pottemager, også. Til sidst sprang han.

"Det gør jo hverken fra eller til," røg det ud af ham. "Hvis du vil lave sjov med mig, så kan du bare... Det gør du bare. Jeg ved godt, at det er latterligt."

[Dina Brygger]

Dina var i nogle øjeblikke sikker på, at han endnu engang slet og ret ikke havde tænkt sig at svare. Hun så dog anspændtheden i alle hans træk, noget indestængt, som ganske uventet eksploderede ud. Brynene gled op i overraskelse, som Micah sagde flere ord, end hun kunne huske nogensinde at have hørt fra ham og i et øjeblik så hun slet og ret forbløffet ud. Så sank det dog ind, hvad han sagde og brynene trak sig sammen.

"Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?" spurgte hun og der var intet andet end ramme alvor og komplet mangel på forståelse i hendes tonefald. Manglende forståelse for, at han troede, at hun kunne finde på at gøre grin med det. Med ham. "Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være hverken morsomt eller latterligt."

[Micah Brygger]

Micah var endt med at stoppe op og se forbi hende, men ved svaret blinkede han og mødte i et faretruende øjeblik de karamelfarvede. Hans mellemgulv faldt tre etager med og han blev knastør i munden. Havde han lige... Han havde lige sagt ting. Hun havde også sagt ting. Var han ved at få et hjertestop?

"Latterligt nok," fik han frem i en hæs mumlen. "Nok til at Aimée Pottemager sladrer om det."

[Dina Brygger]

Dina standsede selv og modsat ham, rettede hun blikket fuldt mod ham. Hendes bryn trak sig lidt sammen over hans mumlen. "Der var utvivlsomt mange årsager til, at hun fortalte mig det," lød det fra Dina, lige så alvorligt som alt andet, hun havde sagt og tilpas neutralt til, at det ikke var nemt at gennemskue, hvad hun mente om det. Den følelsesløshed var dog snarere rettet mod Aimée, end den var mod Micah. "Men morskab var ikke en af dem," lød det simpelt.

Hun så på ham, var tavs et par sekunder, før hun stillede et dæmpet spørgmål. "Hvor længe?"