En engel faldt fra himlen [P]

[Aelin Mélanie af Sangy]

Forbeholdt | Lucien af Rouvry

Omgivelser | Fejringen af Lyset's fest på paladset, 21 december år 842.
Tidspunkt | Midnat, under affyringen af det storslået fyrværkeri.

---

Sneen lå puder hvidt over paladsets have, men blev hurtigt trådt fladt ved annonceringen om den spektakulære pyroteknik, der fik festens gæster til at trodse vinterkulden. Enkelte kvinder strammede grebet om deres mænds arm, da de første buketter af farvede ildblomster eksploderede mod den mørke nattehimmel op. Straks efter lød et flerstemmigt kor af imponerede "ahh", "øhh" og "uhh". 

Aelin værgede sig mod den kolde luft og trak den pelskantede kåbe tættere omkring sin kjoleklædte skikkelse, mens blikket spejdede gled over de opadvendte ansigter. Hun var blevet adskilt fra både ridderherre og storebrødre på vejen ud til haven, men syntes ikke at kunne finde dem i menneskemængden og endte i stedet med at fange sig et krus af den varme krydret vin serveret af tjenestefolkene. 
"Må jeg stille mig her?" Smilet var venligt stemt, da hun henvendte sig til den mørkhåret herreskikkelse, hvor der endnu var en ledig plads var. 

[Lucien af Rouvry]

Lysets fest. En årlig begivenhed de fleste så frem til. Paladset var pyntet overdådigt op, musikken spillede og det hele var storslået. Lucien var ikke altid så stor fan af de store fester på paladset, men han var dukket op iklædt sine fineste klæder og et smil om læberne, klar til at socialisere hele aftenen. Og det havde da været ganske fint, han havde fået småsnakket her og dér, mest politik eller handel. Flere ville have ham til at hilse sine forældre.
Han var blevet inviteret med til en fortsættelse af festen senere, privat hos en anden adelig ungkarl. Det så han frem til.

Men nu stod han ude i kulden med nakken lagt en anelse tilbage, som de første farveeksplosioner lyste nattehimlen op. Det overgik sig selv hvert år og et næsten barnligt smil prydede hans ansigt, som han stod dér.
En stemme hev ham dog ud af fascinationen, og han så ned på en ung kvinde, der havde spurgt efter pladsen ved siden af ham.
”Ja, selvfølgelig! De skal være velkommen.” Hans smil ændrede sig ikke, men fik stadig alle hans smilerynker til at stå tydeligt frem, mens han lod blikket glide over hende. Han vidste, hvem hun var. Navnet gled fra ham, men midt i en ny eksplosion kom det til ham. Af Sangy. Aelin, mente han. Pigebarnet, der var blevet væbner. Sladderen om hende var ikke gledet ham forbi. Hun fik et sidste lidt nysgerrigt blik, inden han så op for at få det sidste af showet med.

Da det sidste glimt ikke var mere end en tynd røgsky, klappede de forsamlede adelige. Så godt man nu kunne, da de fleste havde et glas i den ene hånd. Lucien var kommet ud i kulden uden, som han havde tømt sit på vej ud ad døren.
Omkring ham begyndte folk at søge ind i varmen, og Lucien vendte sig mod komte- nej, væbneren.
”Ganske imponerende, ikke?” Han rakte en bukket arm frem mod hende, som tilbud om, at han ville føre hende indenfor. Hun så ud til at være alene. Uden at tænke over det, blev hans smil en anelse mere charmerende. Hun var en køn ung kvinde, og han var umiddelbart ikke skræmt væk af, at hun var en væbner, unaturligt som det end var.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Det var de færreste der med hånden på hjertet ville kunne benægte at føle en vis benovelse over det sceneri, der udspillede sig henover deres hoveder og badet Levagny i sommerens farver. Aelin faldt bestemt ikke uden for kategori og at dømme efter det smil der prydet adelsmandens læber, så måtte det samme kunne siges om ham. Synet fik en sjældent tænkt tanke til at røre på sig. Han var køn med, de fine linjer omkring hans blik antydningen af et nøgent, barnligt skær spillende i det mørke øjne.

”Mange tak. Jeg vil prøve ikke at forstyrre Dem.” Lovede hun med et lille spøgefuldt glimt i øjnene og indtog pladsen ved siden af. Hovedet tippede en smule bagover og med ansigtet vendt mod himmeltæppet lukkede begge hænder sig tæt omkring det varme krus. Lysglimt fulgte bragene og enkelte blev brugt til skjult at skæve til hendes sidemand ud ad øjenkrogen. Det tog hende de følgende to eksplosioner før navnet kom til hende. Lucien af Rouvry, ridder og lensarving.

Kruset var stadig fuldt af den nu kolde kryddervin, da det sidste skud havde lyst natten op og klapsalver fyldte vinterhaven.
Armen hægtede sig omkring hans budte ”Meget. Det er utroligt hvordan de formår at overgå sig selv år efter år. Man skulle næsten tro det ikke var muligt.” Svarede hun ærligt og kunne ikke helt holde smilet fra læberne, mens de fulgtes indenfor. Paladsets indvendige varme fik det til at prikke mere i kinder og hænder end kulden havde gjort. Aelin modstod lysten til at klø sig, idet blodet trak ud i de yderste hudlag.
”Hvor er mine manere. Vi har jo slet ikke præsenteret os for hinanden.” Det var irrelevant at hun allerede vidste hvem der ledte hende på vej tilbage mod festsalen. God etikette påkrævede en formel præsentation ”Aelin Mélanie af Sangy, væbner under Matthieu af Grinayles ”

[Lucien af Rouvry]

Til Luciens fornøjelse tog den unge kvinde imod hans arm, og han ledte hende mod varmen.
”Nej, det skulle man ikke. Men det bliver flottere og flottere for hvert år,” konverserede han venligt, mens hans opmærksomhed var på ikke at stødte ind i for mange mennesker på vej mod dørene ind til. Det lykkedes ham at navigere dem sikkert igennem mængden, og varmen smøg sig om ham, da de kom indenfor. Det havde været koldt ude, og hans næse føltes en anelse frossen. Mon ikke, at den hurtigt ville to op igen, hvis han fandt noget varmt krydret vin. Hans blik gled rundt efter en tjener, men blev afbrudt, som komte- væberen ved hans side talte.

Han kunne ikke lade være med at le en smule, da hun snakkede om manglende manerer. Han var selv skyldig, men her gik de alligevel arm i arm.
”De har ret, det har vi ikke.” Hans blik hvilede på hende, som hun fremlagde sit navn. Han havde husket rigtigt.
”Og jeg er Herre Lucien af Rouvry.” Han ville have bukket, hvis de ikke havde været så tæt på hinanden. Han kunne mærke varmen fra hendes hånd igennem ærmet.

Der var et nysgerrigt glimt i hans øjne.
”En kvindelig væbner. Tiderne ændrer sig så sandeligt.” Der var ikke noget fordømmende i hans ord, næsten mere bare lidt mild morskab. Han havde lidt svært ved at forestille sig, hvordan en lille kvinde som hende kunne blive ridder. Han havde selv fundet væbnertiden ganske hård, men nu havde en riddertitel også mere været af hans fars interesse end hans egen.
En tjener gik forbi med en bakke, og Lucien trak sin arm til sig for at skifte hendes tomme glas ud med et nyt og også et til ham selv.
”Hvor langt er De kommet i forløbet?” Hans opmærksomhed vendte tilbage til hende, det samme gjorde hans blik mod hendes kønne ansigt.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Antydningen af triumf viste sig som et glimt i mørket før det forsvandt mellem to blink. Der var altid en hvis tilfredsheds følelse ved at blive bekræftet i sine evner i at kunne identificere folk. Særligt når man som Aelin sjældent brugte mere tid ved hoffet end det var hende påkrævet, når hver sekund til stede øgede risikoen for at blive opbudt til dans med en lidt for beruset herre, der ikke var til at slippe af med igen. Lige nu var det dog ikke flugtforsøg som lå væbneren på sinde. Hun kunne godt blive lidt endnu, nu hvor hun var faldet i tilsyneladende godt selskab.

”Hvis de dog bare havde ændret sig lidt tidligere,” Bemærkede hun halv kryptisk, men glimtet i øjnene ikke mindre af den grund. Drømmen om ridderlivet havde trods alt været der siden barnsben ”men bedre sent end aldrig, ikke?” Fremhævede hun forsat i en munter tone og lod Lucien gøre deres arme fri af hinanden. Takkede som et nyt glas blev budt, hvorefter det blev hævet i en lille lydløs tomandsskål. Tåren varmede hele vejen ned mod mavesækken og gjorde Aelin bevidst om hun, trods for den skinforede kappe, var blevet mere kold under fyrværkerishowet end først antaget.
”Det er 2 år til maj, så halvvejs ikke at jeg forstår hvor tiden er blevet af. De er også ridder, hvis ikke jeg tager meget fejl?” Interessen lige så tydelig i mørket der søgte hans, som stoltheden over egen bedrift havde været klar i stemmen. Han havde været køn i mørket, men indenfor badet i skæret fra dansene stearinlys blev det kun tydeligere.

[Lucien af Rouvry]

Lucien fangede ikke, hvorfor hendes tone blev kryptisk, men det lod heller ikke til, at det var noget, han skulle tage stilling til, som hun fortsatte med at snakke. I stedet nippede han til glasset og lod både smag og varme sprede sig. Et stik af forventning til privatfesten senere gled igennem ham. Han kunne godt tåle at vågne op med tømmermænd dagen efter. Det var længe siden sidst.

Han lyttede opmærksomt til hendes svar om væbnerperioden. Et glimt af overraskelse var at se i hans ansigt, før han sørgede or at se passende imponeret ud i stedet.
”Så er De da kommet langt. Sig mig, har de fået udskiftet stavene på træningspladsen eller er de stadig i forskellige størrelser?” Han spurgte med latter i stemmen. Det havde været til morskab, dengang han var væbner, at det var nært umuligt at finde to stave i samme længde. Hun kunne selvfølgelig ikke deltage i legen om, hvem der havde den længste stav, men det havde nu været ganske morsomt dengang han ar ung.

Han kneb smilende øjnene sammen, da hun stillede et spørgsmål, hun allerede havde fået svar på. Var det dumhed eller vinen?
”Som min nævnte titel afslører, ja, det er jeg. Selvom det ikke er noget, der fylder så meget mere. Politik og mere administrativt ansvar, som jeg er min faders repræsentant i rådet. Men jeg får da stadig trænet lidt her og der.” Han drak en tår igen. En dag ville han overtage al ansvaret for lenet, men ind til da brugte han tiden fornuftigt her i Levagny. ”Og når jeg ikke tjener lenet, bruger jeg tiden på at passe mit tehus. Den Hvide Due, hvis De skulle have hørt om det.” Han smilede stadig venligt til hende, dog nu lidt mere opmærksom på, om hun sagde andre mindre opmærksomme ting.